Minna Kragelund
Præsentation af Tina Ignells bog ”Textilierna på Ellen Keys Strand”
En verden af skønhed Textilierne på Ellen Keys Strand
Det tager ikke lang tid, før man bliver opslugt af Tina Ignells tobinds-værk om tekstilerne i Ellen Keys hjem Strand. Det er en bog om vævning, men ikke en traditionel vævebog, selv om hjemmets 100 år gamle tekstiler er analyseret, vævet på ny og monteret på de gamle møbler. Alt er beskrevet og dokumenteret både i tekst og i smukke stemningsfulde fotografier.
Den første af bøgerne – Den gule bog – byder dig indenfor rum for rum, og Tina Ignell fortæller om rummenes farver, tekstiler, møbler og indretning. Det er, som om man selv går rundt i huset, hvor æstetik og etik er flettet sammen. Hvert rum har sin farveskala, og da Ellen Key var meget optaget af den tyske filosof Goethes farvelære, er det den, vi ser og føler i praksis. Rolig og i samklang med naturens nuancer.
Bog nr. to – Den violette bog – indeholder de vævetekniske analyser og beskrivelse af rekonstruktionerne af boligstofferne. I dette arbejde deltog en del vævespecialister, en farvemester og andre fagfolk bl.a. med datering af farver, materialer og motiver. Det er en fornøjelse at følge dette krævende arbejde med at give stofrester alder og historik. En del var arvegods fra forældrene, men hvor kom alt det andet fra?
Foruden vævede tekstiler er også andre teknikker i spil fx broderede og strikkede arbejder. Begge bøger har mange farvebilleder taget bl.a. af Tina Ignells mand Bengt Arne Ignell. Sort/hvide fotografier viser situationer fra Ellen Keys liv.
Populære bøger
Ellen Key (1849-1926) var meget produktiv, både skriftligt og mundtlig. Hun var samfundsdebatør og kvindesagsforkæmper. I 1900 udkom hendes bog ”Barnets århundrade” om reformpædagogik, og den blev oversat til 13 sprog. Indtægterne fra denne bog gjorde det muligt for Ellen Key at bygge og indrette Strand.
En af Ellen Keys andre populære bøger var ”Skønhet for alle” bl.a. om hjemmets skønhed. Hun havde løbende skrevet om æstetik og etik, og fra 1909 fører hun sine teorier ud i praksis i indretningen på Strand. Hun mener, at det smukke i et hjem skal opleves som en kærlighedserklæring til dig, der bor i hjemmet og til dig, der besøger hjemmet. Der skal være en særlig balance i rummenes indretning og farvesætning, – en balance, som Ellen Key også stræbte efter i sit liv og flere gange har skrevet om.
Et samfund i forandring
Tina Ignell har i fem år ledet det imponerende projekt med at genskabe tekstilerne på Strand, som Ellen Key byggede og boede i indtil sin død. Strand er ikke alene interessant, fordi det er Ellen Keys hjem, men også fordi det er et billede på, hvilken udvikling der sker i Europa fra omkring 1890erne.
For det første sker der et skifte i både økonomi og politik. God smag bliver statusmarkør. Nye stilarter tager over både i boligindretning og klædedragt, ligesom farver og materialer forandrer sig. Kvinderne begynder at kræve plads i det offentlige rum bl.a. gennem stemmeret.
Ellen Key var en central figur i hele denne udvikling. Var med i oprettelse af skoler, skriver og taler om æstetik og troen på ungdommens kraft og formåen til at forandre. Hun formulerer sig i skarpe vendinger om kvindelighed og dens specielle rolle i samfundet. Gennemgående taler hun FOR balance både på det åndelige og det praktiske plan.
TAK
En stor TAK til Tina Ignell for vilje, kundskab og ihærdighed til både at få genvævet tekstilerne på Strand, men også for at have samlet erfaringerne fra forløbet og skrevet denne bog. Den er guld værd både i den tekstile verden og i museums- og forskerverdenen.
Takken rækker også ud til de mange, der har deltaget i og støttet projektet.
Minna Kragelund, ph.d., Museum Vestsjælland, Danmark.
Tina Ignell, Textilierna på Ellen Keys Strand, to bind, 2022.
Bind 1: ”Tekstilierna på Ellen Keys Strand, Den orange boken” indeholder historik om Ellen Key og tiden, hun virkede i. 100 sider, ill.
Bind 2: ”Tekstilierna på Ellen Keys Strand, Den violetta boken” handler specifikt om tekstilerne på Strand og genvævningen af dem. 100 sider, ill.